Skrevet af Dion Moesgaard Tang

Det var med en del reservationer, at jeg sagde ”ja” til at teste Bollés nye cykelhjelm The One Road Premium, da billederne på internettet ikke viser hjelmen fra sin pæneste side. Samtidig har jeg en indgroet skepsis til ting, der vil ”gøre det hele”.

Alt i alt har det dog været en positiv overraskelse for mig. Mod al forventning fungerer hjelmens modulære design i langt højere grad end jeg kunne forestille mig og det er minimalt, hvilke kritikpunkter jeg har på hjelmen. Det er ganske enkelt en ”do-it-all” hjelm, der tilbyder høj brugervenlighed og gør det muligt for dig at have én hjelm til træning, konkurrence, pendling, og cross-country mountainbiking.
 


I det følgende vil jeg komme ind på ”Udpakning og tilbehør”, ”det modulære design”, ”Pasform”, såvel som, hvordan hjelmen fungerer i den virkelige verden. Men lad os da komme i gang:
 

Anmeldelse af Bollé The One Road Premium

 

Udpakning og tilbehør


Bollé The One Road Premium kommer i en kasse, der er mere eller mindre standard-pakningen for cykelhjelme. Eneste jeg reelt har at sige her er, at i modsætning til andre producenter har Bollé brugt en del ”unødvendig” pap, samt puttet noget skum ind som polstring. Fra et miljømæssigt perspektiv virker det ikke gennemtænkt og der er andre producenter, der har fundet langt bedre løsninger, der beskytter hjelmen lige så godt.
 


Når man så tager hjelmen ud af kassen dækker selve hjelmen over en stor pose med tilbehør.
 


Som det ses på billedet får man: Bollé The One Road Premium cykelhjelm med de to aero-paneler sat på, lygte til at sætte bag i hjelmen, klistermærker med QR-kode, der linker til en app, hvor man kan indtaste sine nødinformationer, mountainbikevisir, vinterhue, samt bærepose.

For at kigge lidt på designet er det et enkelt design, der præges af de to store huller i fronten. Disse to huller er lavet til, at sætte sine cykelbriller i, når man ikke bruger dem, og derved overkomme et problem som landevejsryttere ofte har bøvlet med: Et sikkert sted at placere cykelbrillerne, hvor de ikke falder ud. Om det virker kommer jeg ind på senere.
 


Ud over dette er hjelmen stabilt konstrueret, hvilket især understreges af bagenden, der ligner noget, der kan modstå en kampvogn. Sammen med klistermærkerne og baglygten understreger dette, at Bollé har haft fokus på sikkerhed frem for vægt med denne hjelm.
 


På trods af alle de egenskaber vejer hjelmen blot 280 gram for en størrelse medium, hvorfor hjelmen altså ikke er i den tunge ende af skalaen.
 

Modulære design


Sikkerhed og design er dog ikke det som er det, der gør, at The One Road Premium adskiller sig fra mængden af premium cykelhjelme. Nej, det er det modulære design, der mere eller mindre giver dig en hjelm, der skal kunne det hele.
 


Som det ses af ovenstående billede kan man tage paneler af og på alt efter om man ønsker høj ventilation, aerodynamik, eller en blanding. På den måde er det en super fed hjelm, der egner sig godt til triatleter, der både kører landevej og triathlon, men ikke vil have en hel hjelm-park. Panelerne fastgøres ved hjælp af nogle simple plastik-clips, der er strategisk placeret og virker til at holde panelerne ret godt fast.

Ud over panelerne følger der som nævnt også en baglygte med. Denne monteres ganske enkelt ved, at man tager en kuglepen eller blyant og skubber det bagerste logo af, og i stedet monterer baglygten. Man skal lige gøre det et par gange før man helt får taget med det, men herefter er det ret enkelt og lige til. Lygten tændes ved hjælp af en touch-knap som man lige skal røre i et sekund eller to, og kan både blinke eller lyse konstant.
 


Mountainbikevisiret monteres på en måde, der minder om baglygtens montering. Man fjerner ganske enkelt logoet, der er placeret på hver sin side af hjelmen og sætter visiret fast i disse huller, og så sidder det ellers godt fast.
 


Når visiret er monteret sidder det glat med resten af hjelmens design, og man kan stadig tage paneler af og på efter forgodtbefindende. Eneste anke jeg har på dette punkt er, at hjelmens bagende ikke går helt så langt ned i nakken som jeg kunne ønske mig. På den anden side skal man have sig for øje, at det ikke er en hjelm, der er lavet til aggressiv trail-kørsel, men nok mere er målrettet de personer, der bruger mountainbiking som vintertræning.
 


Slutteligt monteres vinterhuen ved, at man tager polstringen ud og sætter vinterhuen i, i stedet, og køre stropperne igennem. Ganske nemt. Eneste minus er dog, at hjelmen føles som om den lige bliver en centimeter mindre, hvilket får den til at blive en anelse stram for undertegnede. Jeg er dog også en størrelse 58 cm, hvorfor jeg vil anbefale andre at få fat i den store størrelse, hvis man ligger midt imellem størrelserne.
 

Pasform


Pasformen på hjelmen føltes i første omgang lidt stramt rundt om tindingerne, men det tilskriver jeg i høj grad hovedformen og andre vil nok føle, at hjelmen sidder perfekt. Samtidig oplevede jeg efter et par timers kørsel, at jeg ikke lagde mærke til om hjelmen pressede, så polstringen skal nok også lige ”køres til”, så den tilpasser sig hovedet.
 


Selve justeringen af pasformen er nok det største minus ved hjelmen. Princippet er for så vidt enkelt nok: Man tager buret ud af de huller, hvori det er fastgjort, og sætter det i et nyt hul. Problemet er bare, at man skal lægge lidt kræfter i, og jeg var lidt bange for at ødelægge buret. Det skete heldigvis ikke og det virker også til at buret kan holde til det, men man skal lige have taget på det. Problemet er bare, at der findes andre producenter, der har lavet smartere løsninger, der samtidig er mere justerbare, så her kan The One Road Premium ikke helt følge med konkurrenterne.
 

Præstation


Nu kommer vi til det lidt mere spændende: Hvordan klarer hjelmen sig i realiteterne? Her har jeg haft testet hjelmen på mountainbike, da det for det første er min primære cykelaktivitet. Samtidig har jeg tænkt, at mountainbiking ville presse hjelmen i forhold til, hvor godt panelerne sad fast. Jeg forventede ærligt talt, at jeg det meste af turen ville blive plaget af støj fra hjelmens paneler, der ikke sad godt nok fast – jeg blev, heldigvis, skuffet.

Jeg oplevede ganske enkelt ingen larm overhovedet og samtidig glemte jeg efter lidt tid, at jeg havde en anden hjelm på end min normale hjelm. En rigtig god oplevelse.

I forhold til holderen til cykelbriller fungerer denne også perfekt. Efter et pit-stop, hvor jeg havde sat brillerne op i hjelmen glemte jeg ganske enkelt, at jeg havde haft dem med. Da jeg kom i tanke om, at jeg havde sat dem i hjelmen havde jeg kørt over en par gode hop og en del huller, men brillerne sad stadig godt fast. En kanon feature, som jeg hurtigt er blevet fan af.
 

Konklusion


Konklusionen på min anmeldelse af Bollé The One Road Premium er, at hjelmen har slået alle mine fordomme til jorden. Jeg forventede sådan set en ikke så pæn hjelm med et modulært design, der ikke ville fungere, hvilket jeg har oplevet før. Det eneste positive jeg egentlig forventede var holderen til cykelbriller, da Bollé selv laver cykelbriller.

Efter endt test har hjelmen ganske enkelt tævet fordommene til jorden. Det modulære design fungerer perfekt og er rigtig nemt at bruge. Samtidig holder hjelmen godt på dine cykelbriller, så du ikke behøver at bekymre dig om at tabe dem – selv i hårdt terræn. Eneste minus er justeringen af pasformen, og at hjelmen føles mindre med huen – men det kan lige så vel have noget med tilvænning og hovedform at gøre. Hvis jeg skulle være ekstra streng kunne jeg også pointere mountainbikevisiret, der virker lidt ligegyldigt, men da det ikke koster ekstra trækker det ikke ned.

Jeg kan i bund og grund kun give roser til Bollé for deres tanker bag, såvel som deres eksekvering af The One Road Premium. Det modulære design fungerer perfekt, hjelmen holder godt på brillerne, og hjelmen tilbyder uendelige muligheder. Bollé The One Road Premium er ganske enkelt en ”do-it-all” hjelm, der fungerer, hvilket gør den til den perfekte hjelm til triatleten, der vil have én hjelm til by-, landevejs-, mountainbikekørsel og til brug ved triathlonstævner.​
 
Til toppen