Skrevet af Dion Moesgaard Tang

Suspension Traineren, eller slyngetræneren, fra Glandon har været til salg på Triudstyr.dk i nogle dage og jeg har fået til opgave at skrive lidt om, hvad jeg mener om kvaliteten af slyngetræneren. Personligt bruger jeg slyngetræning som min primære form for styrketræning og jeg har oplevet en stor fremgang både i muskelmasse, styrke og smidighed. Alt sammen elementer, der er centrale for at vedligeholde min form og for min videre udvikling som triatlet.
Mit udgangspunkt for denne anmeldelse er derfor, at jeg bruger slyngetræning i min træning, samtidig med, at jeg gerne tager timer i TRX Aarhus. Af denne grund vil mit sammenligningsgrundlag primært være de originale TRX slynger, samt en no-name slynge, som jeg har brugt til at træne hjemme.
Strukturen for anmeldelsen vil være, at jeg først gennemgår slyngens delelementer, hvorefter jeg vil komme med nogle overordnede vurderinger af kvalitet i forhold til pris, relativt til de andre slynger jeg har prøvet.
 

De forskellige elementer på Glandon Suspension Trainer


En slyngetræner består af flere delelementer som jeg vil gennemgå i det følgende. For at hjælpe læseren med at forstå, hvad jeg taler om, og hvor på slyngen de forskellige elementer sidder har jeg vedhæftet dette billede fra det medfølgende træningshæfte.


Det første element på Glandon Suspension Trainer er fastgøringsmekanismen, som normalvis er en ekstra forlængerrem, som man fastgør selve traineren på. Glandons er dog lidt anderledes bygget op, da forlængeren er indbygget i traineren i stedet for at være et separat element. Det har både sine fordele og sine ulemper.
 


For først at tage ulemperne betyder denne konstruktion, at man ikke kan vælge at blot fastgøre slyngen til et lavthængende anker i eksempelvis en væg. Fordelene er dog, at man ikke skal transportere en separat forlænger for at fastgøre slyngen til andre ting. Samtidig er min oplevelse, at man oftest bruger slyngetrænere sammen med en forlænger for at undgå at kunne støde hånden i ankerpunktet eller simpelthen, fordi det er lettere. Lave ankerpunkter, hvor man blot kan bruge en karabiner er desuden meget sjældne ude i den virkelige verden så, hvis man, som jeg, primært træner ude i naturen, så skal man alligevel bruge en forlænger.
 


Fastgørelsen af slyngetræneren foregår ved hjælp af en karabin, som sidder for enden af forlængeren. Denne fastgøres til et anker i en væg eller man snor forlængeren rundt om eksempelvis en gren, et rør eller en lygtepæl og fastgør karabinen i forlængeren.
Karabinens kvalitet virker ikke til at være lige så god som på de originale TRX. Dog vil jeg godt mene, at den vil kunne gå til hjemmebrug. TRX bliver ofte brugt i træningscentre og der ønsker centrene jo ikke, at deres brugere kommer til skade på grund af et svagt led på slyngen, hvorfor man ønsker ekstra styrke. Jeg kan dog ikke sige om den kan holde til samme spidsbelastning som de originale TRX. Men til mine 70 kg virker den til at være ganske god. Man kan også, hvis man ønsker en stærkere karabin købe en stærkere til 100 kroner i forskellige sportsbutikker og stadig opnå en massiv besparelse i forhold til en original TRX.
Årsagen til den mindre karabin skal nok findes i, at slyngen, med den indbyggede forlænger er lavet til at man snor den om et rør eller en gren. Her skal karabinen blot sørge for at forlængeren ikke snor sig ud, hvorfor der ikke er samme tryk på som, hvis man monterer direkte på et væganker.
 


For enden af forlængeren sidder stabiliseringsloopet. Her virker kvaliteten rigtig god og man har konstrueret slyngen med et dobbeltlag, hvorfor det virker til at kunne holde til nogle hårde tæsk. Godt lavet!
Noget, der undrer mig er, at man har valgt ikke at lave et ”låseloop” (venstre billede ovenfor). Låseloopet er en ekstra rem, der forbinder remmen, hvor håndtagene sidder på, under stabiliseringsloopet. Den forhindrer at remmen kan glide for langt fra side til side. At der ikke er noget låseloop betyder, at remmen, hvorpå håndtagene er fastgjort er blot kørt igennem loopet og let kan glide fra side til side. I bund og grund skal man ikke, når man træner, glide fra side til side, men undgå at ”save” ved at holde et ligeligt tryk på begge håndtag. I denne optik er låseloopet selvfølgelig lidt ligegyldigt.
Dog er låseloopet en god tryghedsmekanisme, hvis man er nybegynder eller man lige mister kontrollen i et kort øjeblik. Samtidig er låseloopet godt, hvis man bruger et-arms-øvelser, fordi man bare kan give slip på det ene håndtag, trække til og så fungerer låseloopet som en lås. Der er dog en meget simpel løsning til et-arms-øvelser, som der beskrives rigtig godt i træningshæftet (se nedenstående billede).
 


På denne måde er det egentlig en ganske god konstruktion og med den lås, som hæftet viser hænger man også mere sikkert i håndtaget end, hvis det andet håndtag blot hænger under ankerpunktet. Man fordeler ganske enkelt sin vægt over hele slyngen på samme vis som, hvis man lavede en to-arms-øvelse.
 


Justeringstropperne og spænderne på slyngetræneren er rigtig godt konstruerede. Justeringsstropperne er finde at holde ved så man hurtigt kan justere. Spænderne virker på den ene side meget stærke og holder godt fast i stropperne. Samtidig er de nemme at åbne når man skal justere.
At spænderne holder godt fast i stropperne er et kæmpe plus, da selv de originale TRX’ere, i Pro-udgaven, kan have problemer med dette. Her har man simpelthen forsøgt at lave dem så lette at justere, at det er gået ud over, hvor godt de holder fast. Det er ikke et problem ved TRX Home eller Tactic og ej heller ved Glandon Suspension Trainer.
Nogle gange er den mest simple løsning bare den bedste.
 


Håndtagene på Glandon Suspension Trainer er et af de punkter, hvor jeg er mest positivt overrasket. De er dejligt bløde at holde ved og samtidig er de ”svampeagtige” i overfladen, hvorfor man ikke skal være bange for at glide, hvis man, som jeg, får svedige hænder.
 


Slyngetrænerens ”foot cradles” er ligeledes godt lavet. Indlægget er dejligt blødt, så det ikke gør ondt, hvis slyngen skulle glide op på anklen. Min oplevelse er, at de faktisk er blødere end de originale TRX slynger, hvilket er ganske rart.
 

Tilbehør>


Af tilbehør følger der et døranker og et træningshæfte med til Glandon Suspension Trainer.
 


Dørankeret er godt konstrueret. Delen, som skal støtte bag på døren, er stort og lavet af filt-agtigt stof, så det ikke ridser døren og samtidig holder godt fast. Remmene er nogenlunde de samme på slyngen og virker ligeså stærke.
 


Træningshæftet er betydeligt større end, hvad jeg har set ved min no-name slynge. Der er mange rigtig gode øvelser og forslag til alternativer, samt et udkast til et træningsprogram. Samtidig er der en lang introduktion til brugen af slyngetræneren. Alt i alt et rigtig godt hæfte til personen, der aldrig har brugt slyngetræning før.
 

Glandon Suspension Trainer generelt


Glandon Suspension Trainer er alt i alt en rigtig god slyngetræner til prisen. De originale TRX er bedre, det skal der ikke herske tvivl om. Den billigste koster til gengæld også 1800 kroner, mere end den tredobbelte pris af den vejledende pris for Glandon Suspension Trainer.
Jeg har to ting, som kunne være bedre. 1. Karabinen. Jeg havde gerne set en mere robust karabin. Men jeg vil dog stadig tro, at den kan holde til et godt lag tæsk og man kan altid købe en stærkere i sin nærmeste friluftsbutik til 100 kroner og stadig have sparet rigtig mange penge. 2. Det manglende låseloop. Uanset om der er nemme løsninger til at komme udenom problemet, så er et låseloop altså bare lækkert at have.
Det er dog små ting i forhold til, hvad man får for prisen. Kvaliteten er i orden og det samme er prisen. Så i mine øjne går man ikke fejl ved at købe en Glandon Suspension Trainer.
I forhold til holdbarhed har jeg ikke haft slyngen i lang nok tid til virkelig at udsætte den for voldsomme tæsk. Dog er remmene lavet med en tæt vævning, hvilket betyder, at den virker rigtig holdbar. Samtidig betyder den tætte vævning, at bark og lignende har sværere ved at gribe fat i fibrene, hvilket også øger holdbarheden.
Glandon Suspension Trainer er ganske enkelt et fantastisk køb til prisen og en ideel slynge til personen, der ønsker at prøve kræfter med slyngetræning eller ønsker at have en slyngetræner i hjemmet. Træningshæftet giver en stærk gennemgang så man nemt kan komme i gang og med de enkle løsninger er Glandon Suspension Trainer super brugervenlig. Manglerne er i småtingsafdelingen, besparelsen mere end 1000 kroner i forhold til de originale TRX og konstruktionen virker rigtig stærk. Glandon Suspension Trainer er ganske enkelt et anbefalelsesværdigt træningsredskab til hjemmet.
Til toppen