Skrevet af Dion Moesgaard Tang

Under træning og konkurrence er det vigtigt at få indtaget både energi og væske. Det er dog ikke altid nemt at komme til sin væske når man ligger i bøjlen. Samtidig er de to flaskeholdere, der normalt kan monteres på en racercykel, ofte ikke nok på en fuld ironman. For at imødegå disse problemer har forskellige mærker fremstillet drikkesystemer, der i første omgang gør væsken mere tilgængelig, men samtidig også lader dig opbevare mere en to flasker på cyklen. Som en sidste detalje er målet med flere af disse systemer også at forbedre flaskernes placering i forhold til aerodynamik. I det følgende vil jeg komme ind på de forskellige løsninger indenfor drikkesystemer, der findes her på siden og komme med min vurdering af fordele og ulemper ved hvert system.

For at gøre artiklen mere overskuelig har jeg valgt at dele artiklen op i to sektioner. Første sektion berører sadelmonterede drikkesystemer, der primært kan anses som at have til formål at øge antallet af flasker, der kan bæres på cyklen. Anden sektion vil berøre drikkesystemer, der monteres på stellet eller oppe ved styret og som kan siges at have til formål at gøre væsken mere tilgængelig for rytteren.
 

Sadelmonterede drikkesystemer

Som nævnt vil jeg først berøre sadelmonterede drikkesystemer. Dette har jeg valgt, da der reelt set ikke er meget forskel på de forskellige systemer, hvorfor jeg i stedet vil komme med mine tanker om, hvorfor man vil montere et sådant system.

De systemer, der her er tale om er systemer såsom XLabs Delta Wing, Mini Wing Kit, Turbo Wing eller Super Wing eller Profile Designs RM System.
 

Hvorfor?

Men hvorfor i det hele taget investere i et sadelmonteret system? På en almindelig ramme kan man have to flasker og en sadeltaske, samtidig kan man montere et drikkesystem på styret, er det ikke nok? Reelt set jo det er det. Det er dog ikke hele sagen.

Personligt kunne jeg sagtens have nøjes med mit drikkesystem og så to holdere på stellet, sammen med mit drikkesystem på styret. Dog fandt jeg hurtigt ud af, at jeg skulle vride flaskerne ud fra stellet på grund af stellets form. I stedet var det langt nemmere for mig, at have flaskerne til at sidde bag på sadlen, hvor jeg hurtigt kunne gribe fat og sætte dem fast igen – også når jeg ligger i bøjlen. Det krævede lidt tilvænning, men det er slet ikke i samme grad den samme kamp, som jeg synes jeg skulle igennem med de stelmonterede flaskeholdere. Derfor var det ikke i så høj grad for at kunne have mere med, men ganske enkelt komfort og ergonomi, der gjorde det for mig. Så, hvis du har et stel, hvor du synes det er svært at vride flasken ud af flaskeholderen, så bør du i mine øjne overveje et sadelmonteret drikkesystem.
 


En anden årsag til at vælge er aerodynamik. Spørgsmålet er bare, hvor meget man vinder. For en amatør er det ikke særlig meget og de mest aerodynamiske systemer er sådanne systemer som Delta Wing, da de er gemt godt væk bagved sadlen. Her kan man dog ikke have meget andet end en flaske og eventuelt CO2, så der skal man afgøre, hvor meget plads man har behov for. Hvis man ikke har behov for så meget plads kan man også overveje at gøre ligesom nogle af de professionelle, heriblandt Craig Alaxander, har gjort og montere en enkelt flaskeholder med strips op omkring sadlen.

I mine øjne skal aerodynamik ikke være den afgørende faktor for at vælge et sadelmonteret system. I stedet er det vigtigere, hvad du finder mest effektivt. For hvis du kan få fat i dine flasker mere effektivt, kan du hurtigere drikke og derved hurtigere komme videre.
 

Hvilket system?

I grove træk er det, der adskiller de forskellige systemer – også indenfor de enkelte navne – er, hvad man kan have monteret på systemet af flasker, tasker og så videre. Eksempelvis kan man på Xlabs Delta Wing kun montere én flaske og man klan også have CO2-patroner (tilkøb af Xlab X-strike). Xlabs Mini Wing gør det muligt at montere to flasker, samt en lille taske med lidt lappegrej og er dermed en lille opgradering i forhold til, hvad man kan have med, i forhold til Delta Wing.

(Hvis man ikke skal bruge mere plads end, hvad en Mini Wing giver OG skal ud og have en ny sadel vil jeg anbefale et kig på Fi’zi:ks Tritone sadel. Den gør det muligt at montere to flasker og have CO2 og en slange i sadlen. Bare lige en heads-up ;) )

Ved Xlabs Turbo Wing eller Profile Designs RM System (både den almindelige og carbonversionen) kan man have to flasker og samtidig kan man have en taske hængene neden under, plus CO2-patroner kan monteres (kræver en Sonic Nut for at kunne gøre dette>). Sidst kan man på Xlabs Super eller Carbon Wing montere to flasker, CO2 ved brug af enten Sonic Nut eller X-strike, samtidig med, at der er plads til en taske under og en taske indeni systemet.

Det du i mine øjne derfor skal vurdere inden du afgør, hvilket sadelmonterede drikkesystem du køber, er, hvor meget plads du har behov for. Derfor skal du først vurdere om et sadelmonteret system kunne være noget du ville blive glad for og derefter, hvor meget plads du skal bruge.

I næste afsnit vil jeg berøre de styr- og stelmonterede drikkesystemer.
 

Styr- og stelmonterede drikkesystemer

De drikkesystemer jeg i dette afsnit vil komme ind på er de drikkesystemer, der enten monteres på styret i aerobars eller på selve stellet i stedet for flasken på skrårøret. Fælles for disse systemer er, at de gør det lettere at indtage væske. Nogle af systemerne har sugerør så man kan få mundåbningen helt op til der, hvor man ligger, når man ligger i bøjlen.
 

Hvilke systemer findes?

I denne kategori er systemer som fx Xlabs Torpedo Mount eller Speedfils Stemmount gør det blot muligt at montere en flaske oppe ved styret, så den sidder mere aerodynamisk og er lettere at tage ud når man ligger i bøjlen.
 


Indenfor denne kategori er der i år kommet to nye bud på en løsning, som gør det endnu lettere at indtage væske. Her er der tale om Xlabs Torpedo System og Profile Designs Aero HC System. På den ene side er det reelt set en almindelig flaskeholder, der monteres mellem dine aerobars. Dog er der den forskel, at flaskerne er en hybrid mellem en almindelig flaske og de flasker, der omtales i næste afsnit. De har for det første et sugerør, så mundåbningen er i mundhøjde (ved Xlabs system kan sugerøret dog lægges ned, for at gøre det mere aerodynamisk) og samtidig har de en genopfyldningsåbning.

En anden variant i kategorien er løsninger såsom Torhans Aero 30 eller Profile Designs Aerodrink. Her er der ikke tale om en almindelig drikkedunk, men i stedet er der tale om en specialfremstillet dunk, der hænger fra et beslag på éns aerobars. Fra denne dunk går der så et sugerør, som gør det nemt at drikke og dunken har også en åbning til genopfyldning. Sidst er dunkene formet for at være så usynlige for vinden som muligt.
 


Den sidste variant jeg vil komme ind på er Speedfils F2 og samme mærkes komplette system. Det, der adskiller disse fra de andre er, at de monteres på skrårøret der, hvor man normalt kan have en flaske siddende. Derfor skal man ikke have fat i et bestemt beslag for at montere dem, da F2 kan sidde i en almindelig flaskeholder og det komplette system indeholder en holder. På denne måde minder de lidt om en almindelig dunk og det komplette system minder om Torhans VR system. Dog adskiller de sig ved at have et langt sugerør, der gør at mundstykket kan føres op til, hvor din mund sidder, når du ligger i aerobars.
 

Fordele og ulemper ved de forskellige systemer

Hvad man er til er i store træk op til den enkelte, men jeg vil dog komme med mine kommentarer på, hvad der er af fordele og ulemper ved det ene system fremfor det andet. Derudfra vil jeg berøre de generelle styrker og svagheder i forhold til væskeindtag i mine øjne. Først vil jeg dog kommentere på aerodynamikken.
 

Aerodynamik

I dette afsnit kan jeg ikke som sådan behandle aerodynamikken for de forskellige systemer, da jeg ganske enkelt ikke har data derpå. I stedet vil jeg kort kommentere på det.

Rent generelt har jeg kunnet læse mig frem til, at den store ulempe, rent aerodynamisk, ved systemer med sugerør ganske enkelt er sugerøret. Det genererer ganske enkelt luftmodstand. På den måde kan det godt være, at firmaerne bag har tænkt meget over flaskens design for at minimere luftmodstanden, men sugerøret har de ikke som sådan tænkt over. Eller det vil sige, der er nogle, der har tænkt over det:

Her har Torhans eksempelvis lavet et hylster til sugerøret, der skulle minimere størstedelen af luftmodstanden, mens Xlab ved deres Torpedo System har lavet en holder, der i første omgang holder sugerøret nede, men samtidig skulle formen på denne holder også dirigere vinden, så hele systemet bliver mere aerodynamisk. Om det passer har jeg som sagt ikke data på, men det virker logisk.

Med dette for øje må de almindelige flasker altså være mere aerodynamiske end dem med sugerør. Undtagelsen kan dog være Speedfils F2 og det komplette system. Dette skyldes, at begge sidder på skrårøret og derfor kan antages at flyde sammen med den turbolens rammen i forvejen skaber. Problemet er dog igen sugerøret, der, i hvert fald oppe ved munden vil sidde i vinden og kan skabe turbolens. Man kunne eventuelt finde en løsning så man kunne gemme det langs éns aerobars.
 

Generelt

Overordnet set gør alle systemerne det samme, gør det at drikke lettere tilgængeligt for rytteren og efter at have prøvet både sugerør og almindelig flaske på styret synes jeg begge dele har sine styrker. Det gode ved sugerør er, at du ikke skal have flasken ud af holderen og sætte den i igen.

Den store ulempe er genopfyldning. På den ene side gør genopfyldningen det muligt altid at have den væske man ønsker sig i den beholder man ønsker sig. Dog tager det lidt tid at genopfylde. Eksempelvis må man ved Aero Drink systemet fra Profile Design gå ud af sin aerodynamiske position for at fylde op og samtidig cykle med én hånd. Det kan godt være, at det kun tager et halvt minut, men i det halve minut er du ekstra sårbar mod sten og sving. Derfor har jeg valgt at vente til lige stykker, hvor der har været god tid til at fylde på, når jeg har skullet genopfylde min dunk.

Ved Profile Designs Aero HC og Xlabs Torpedo System har de dog valgt at inkludere en solid luge, så man ikke skal presse tuden på den dunk man fylder op med gennem ”antiskvulp” materiale, hvilket kan gøre, at man skal presse hårdere på den dunk man fylder op med for at få væske ned i sin dunk.
 


Denne problematik gælder også ved Aero HC fra Profile Design, Speedfils A2 flaske og Xlabs Torpedo system. Ved det komplette system og F2 flasken fra Speedfil skal man også genopfylde. Dog foregår dette nede på stellet, hvilket kan gøre, at man cykler mere ustabilt. Det skal dog siges, at jeg ikke har prøvet Speedfil A2 og det komplette system, men de har dog været i mine overvejelser.

Ved de systemer, hvor man blot monterer en almindelig flaske på styret er det omvendt af det ovenstående. Ulempen er helt klart, at man skal tage flasken ud for at drikke og sætte den i. Fordelen er, at man ikke skal genopfylde, men blot kan kaste flaskerne til side eller sætte dem i en anden flaskeholder og så er man kørende igen. Dog er jeg selv tilbøjelig til at drikke mindre med disse løsninger, fordi jeg ikke har mundstykket siddende oppe ved munden og derfor enten glemmer at drikke eller ikke tænker over det. Derfor er den bedste løsning for mig et system med sugerør.
 

Opsummering

I dette afsnit vil jeg kort opsummere på, hvad jeg har skrevet i ovenstående, samt fortælle, hvad jeg selv bruger og om jeg overvejer at skifte noget.

Der findes altså overordnet to grupper af drikkesystemer til triatleter. De sadelmonterede og de styr- eller stelmonterede. Den første gruppe er lavet så man kan bære mere eller placere flaskerne mere belejligt for én selv. Det, der afgør om man skal vælge et sadelmonteret system er om man selv mener, at det vil være en bedre løsning. Samtidig skal man, når man skal vælge imellem de forskellige udgaver, afgøre, hvor meget man har behov for at have bag sadlen.

Den anden gruppe gør det lettere for dig at indtage væske. Her bliver det mere kompliceret. Man skal først afgøre om man vil have en almindelig flaske eller om man vil have en dunk, der er specialfremstillet og som man så skal genopfylde. Samtidig skal man overveje, hvor man helst vil have, at den skal sidde. Ved styret eller på stellet. Det, der skal afgøre, hvad man vælger, er i mine øjne, hvad der for dig gør ”arbejdet” bedst. Altså, hvilket system, der bedst kan hjælpe dig med at holde dig velhydreret. Herefter kan du så begynde at tænke på aerodynamik, samt skille de forskellige systemer fra hinanden.
 

Mit eget setup

Hvad kører jeg selv med? Som nævnt i ovenstående har jeg et sadelmonteret system på grund af problematikken med flasker på mit stel. Her har jeg en Xlab Turbo Wing siddende med to flaskeholdere og en Mezzo Bag, hvor jeg har slanger, dækjern og CO2. Det virker kanon for mig og det er virkelig én af mine gode investeringer.
Overvejer jeg at skifte? Nej. Det jeg overvejer, er om jeg skal have en Fi’zi:k Tritone sadel i stedet, men det er ikke aktuelt pt.

Foran har jeg et Profile Design Aero Drink system og det er jeg sådan set rigtig glad for. Det fungerer godt for mig med sugerør, da jeg ikke får drukket nok, når jeg skal tage flasken ud. At jeg så skal bruge tid på genopfyldning er et kompromis. Reelt set mener jeg, at hvis man kan huske at drikke med en almindelig flaske er det den mest overlegne løsning, da genopfyldningen i mine øjne mere eller mindre fratager de aerodynamiske gevinster ved eksempelvis et Torpedo System. Men, hvis man vil gennemføre er det vigtigere at kunne holde sig velhydreret fremfor at vinde de få watt og de få sekunder og det er immervæk det primære i mine øjne.
Overvejer jeg at skifte? Som nævnt har jeg eksperimenteret med en almindelig flaske og det fungerede ikke. Dog overvejer jeg at skifte til et Xlab Torpedo System. Hvorfor? Jeg synes ganske enkelt designet er federe, samtidig med, at sugerøret kan gemmes væk. Derudover kunne jeg godt tænke mig at rykke mine aerobars lidt tættere sammen og det er ikke muligt med det system jeg har pt – jeg ville ganske enkelt ikke kunne sætte flasken i holderen.

Sidst vil jeg sige, at jeg håber, at du nød den (lidt lange) læsning og hvis du har spørgsmål eller kommentarer skal du endelig kommentere nedenunder. Respons er altid fedt!
Til toppen