Skrevet af Dion Moesgaard Tang

Fik du ikke læst første del, kan den læses her: "Min første halve Ironman - Del 1."

Her kommer så min racereport fra min første halve ironman og min første triatlon i det hele taget. Det var en meget stor dag for mig. Jeg sidder nu og er stadig høj efter oplevelsen og har ikke rigtigt kunne tage mig sammen til at læse til min eksamen i dag – men det gik godt alligevel. Men wow, hvor var det altså fedt!

Før jeg går over til den egentlige rapport, lad mig så, for god ordens skyld, fortælle lidt om mine forventninger. Når jeg opstiller mine forventninger går jeg først konservativt til værks. Jeg har altid mål 1, 2 og 3, hvor 1 er det mest konservative og 3 er, hvis alt bare spiller max. Ved dette stævne var mål 1 ganske enkelt bare at gennemføre, men det er jo lidt kedeligt at gå efter, så jeg havde på forhånd sat mig op efter mål 2, der hed under seks timer. Det lød realistisk i mine ører og så havde jeg også taget højde for punkteringer. Hvis mål 2 skulle gennemføres skulle mine tider se sådan her ud:

Svøm: 45 minutter
T1: 10 minutter (T1 var meget lang)
Cykling: 3 timer eller 3 timer og 15 minutter (ca. 28-30 km/t i snit)
T2: 5 minutter
Løb: Max 1 time og 45 minutter
Mål 3 var under 5 timer og 30 minutter og så skulle alt bare spille i mit hoved. Her var planen:

Svøm: 36 minutter
T1: 10 minutter (T1 var meget lang)
Cykling: 3 timer (min. 30 km/t i snit)
T2: 5 minutter
Løb: Max 1 time og 37 minutter

Med de tider ville jeg komme i mål på 5 timer og 28 minutter og så synes jeg, at jeg skulle køre stærkt.

Det endte med, at jeg opfyldte mål 1 og 2 og var tæt på mål 3. Min tid blev 5 timer, 33 minutter og 27 sekunder. Splittiderne så således ud:

Svøm: 45 minutter og 38 sekunder
T1: 8 minutter og 16 sekunder
Cykling: 2 timer, 50 minutter og 37 sekunder
T2: 3 minutter og 22 sekunder
Løb: Max 1 time, 45 minutter og 35 sekunder
Jeg er rigtig godt tilfreds! Men nu til racereporten og hvordan jeg endte på tiden 5 timer, 33 minutter og 27 sekunder.
 

Turen ud til Hørhaven


Lad mig begynde helt fra morgenen af. Nærmere betegnet 4:44 om morgenen. Jeg havde sat uret til 4:45, men sov som forventet uroligt. Vågnede første gang klokken kvart i tre om natten og så vågnede jeg igen et minut før uret ringede. Jeg gik straks op kastede tre krydderboller med Nutella ned, sammen med en spand kaffe og noget vand. Da klokken blev seks spiste jeg en banan og begav mig ud mod Hørhaven.

Der var cirka 5 kilometer derud og det var en tur, som jeg tror jeg vil huske i lang tid. Det første stykke tid langs Strandvejen var rigtig by-morgenstemning. Herefter kom man ind i Marselisborgskoven og så blev det meget stemningsfyldt, lidt mørkt og alligevel lyst, sammen med skovens dufte. Da jeg cyklede igennem skoven grinte jeg lidt for mig selv, fordi folk allerede var begyndt at punktere på turen derud – følte mig rimelig sikker med Durano Plus og dækindlæg (hvilket jeg også var).

Da jeg så kom ud til Hørhaven var første punkt at placere cyklen. Herefter gik jeg op med min post-race bag og så gik jeg egentlig i kø til toilet. Klokken var på dette tidspunkt cirka syv og da jeg gerne ville nå at prøve vandet lidt tænkte jeg, at det var fornuftigt, da det nok ville tage lidt tid med køen og sådan. Det tog så også omkring 20-30 minutter alt i alt – der er aldrig toiletter nok i startområdet til stævner. Herefter smed jeg våddragten på og der var en venlig sjæl i omklædningsteltet, der lånte mig lidt babyolie, så dragten nemmere kunne komme af. Så afleverede jeg ellers min bike-bag og skulle til at gå ned, da der var én, der klappede mig på skulderen og sagde, at jeg havde glemt mine briller i teltet. Flot Dion!

Så kom jeg ned på stranden og hoppede med det samme i vandet. Det føltes rart, så besluttede mig at finde nogle af dem fra klubben og snakke lidt i stedet. Da jeg kom op af vandet tabte jeg så mine briller for anden gang, hvilket en venlig sjæl igen skulle gøre mig opmærksom på. En stor tak skal lyde til de to herrer!

Så blev jeg ellers rastløs og trippede lidt omkring. Efter noget tid fandt jeg nogle fra klubben og gik og snakkede lidt med dem. Da tidspunktet for første gruppe nærmede sig gik vi hen mod starten. Først pro-herrer af sted, dernæst pro-damer inklusiv damer og langsomme mænd, og så kom turen til min gruppe og her pumpede adrenalinen godt, men jeg holdte mig selv i skak og gik roligt ud i vandet.
 

Svømning

Da jeg så fik hovedet under gik det ellers rent på instinkt. Rytmen kom hurtigt og umiddelbart tænkte jeg: Yes! Da vi kom til første bøje stoppede denne følelse. Jeg havde placeret mig helt til højre og det var dumt. Jeg blev presset helt op mod bøjen og på et tidspunkt kom jeg også under den og måtte nærmest gribe fat i én for at komme ud fra den. Nå, men væk kom jeg og fandt hurtig en rytme igen. Anden og tredje bøje blev hurtigt snuppet og så kom jeg til langsiden.

Og hold nu op den var lang! Jeg kan huske, at uret vibrere, da jeg ramte de 1000 meter og jeg kiggede hurtigt på uret, for at se, hvordan det gik. De første 1000 havde taget 20 minutter. ”Pis!” tænkte jeg. Jeg valgte herefter at trykke til. Lidt efter vibrerede uret igen og så havde det tabt satellitforbindelsen. Nå pyt, videre i programmet, der skulle bare trykkes til.

Efter noget tid indhentede jeg kvinderne. Her så jeg efter lidt tid én fra klubben og overvejede at hilse, men hun ville nok ikke kunne kende mig, så droppede det og trykkede videre. Endelig sluttede langsiden og jeg rundede de to bøjer, der lå for enden ret hurtigt, men da jeg kom ind på den sidste langstrækning kunne jeg ikke se bøjen. Jeg valgte derfor bare at følge flowet. Her blev det så først mega hårdt. Det var mod bølgerne og jeg kunne se på tiden, at den ikke var god, så nu ville jeg bare i land. Endelig rundede jeg den sidste bøje og snublede op på land. Yes!

Alt i alt er jeg godt tilfreds med svømningen, når jeg ser tilbage. De andre fra klubben har også langsommere tider end de plejer. Derudover ramte jeg kun én brandmand ud af de flere hundrede jeg så, så det er jo også positivt.


 

T1

Da jeg så fik fast grund under fødderne luntede jeg op mod trappen. Det var 88 trin, så jeg havde i forvejen planlagt, at jeg ville tage det roligt og bare gå op ad trappen og så fokusere på at pille dragten af. Det gjorde jeg og jeg fik taget dragten af ned til livet og sat mit ur på armen inden jeg nåede toppen.

Da jeg så nåede toppen overhalede jeg en enkelt og løb hen og hentede min bike-bag og derefter ind i skifteteltet. Her åd jeg en enkelt gel og drak lidt vand mens jeg ellers kastede det sidste svømmeudstyr af. Herefter tørrede jeg hurtigt fødderne, smed sokker og sko på. På med de løse ærmer, cykelvesten og mit nummer og så røg svømmeudstyret ellers bare hurtigt i posen og jeg løb ud ad teltet – noget hurtigere end dem, der sad i teltet i forvejen. Posen blev hurtigt afleveret og jeg fandt hurtigt cyklen og bevægede mig mod mount-line (der, hvor man må stige på cyklen red.).

Jeg småløb så godt jeg nu kunne i mine cykelsko og jeg er rigtig godt tilfreds med mit skift, der var under de 10 minutter. Næste år vil jeg dog have nogle cykelsko jeg kan have på cyklen, og hvor jeg ikke behøver strømper. Det er lidt lettere at løbe barfodet – især når man praktiserer det i forvejen ;)
 

Cykling

Da jeg således passerede mount-line kravlede jeg på cyklen. Jeg bøvlede lidt med at klikke ind (endnu en grund til skoene på cyklen), men herefter gik det i fuld fart mod Tangkrogen og første 180-graders vending. Jeg pressede med vilje ekstra på i begyndelsen for at få benene i gang og det lønnede sig også, for da jeg nåede Tangkrogen havde benene allerede vænnet sig til at cykle.

Da jeg efter lidt tid nåede ud til Mårslet, hvor anden 180-vending var synes jeg egentlig det kørte godt og jeg havde fået en rytme, men da jeg nåede vendepunktet blev den følelse vendt. Hold op, hvor var det smalt! En kvinde bremsede op foran ham, der var foran mig og vi blev nødt til at klikke ud. Dog røg farten hurtigt op igen og jeg fortsatte ufortrødent. Jeg nåede herefter hurtigt energidepotet og samlede en ny flaske vand op. Jeg kunne mærke at maven rumlede lidt og tænkte, at jeg lige måtte sørge for at få rigeligt at drikke, så jeg kunne nøjes med at tisse.

Min strategi på cyklen var meget enkelt at presse på uden at ryge ud af min comfort-zone og så håbe på, at det rakte til at køre med 30 i snit. Det holdt rigtig godt og inden jeg kørte ud mod tredje 180’er kiggede jeg på uret, der sagde 30,5. Yes! Jeg pressede bare endnu mere på og følte det gik endnu bedre. Da jeg så nåede ind på anden runde kunne jeg mærke, at der virkelig var tryk på maven og jeg stoppede hurtigt op for at lade vandet. Det hjalp og jeg valgte at spise en Powerbar energibar – havde ikke spist efter min plan pga. maven.

At spise den bar var nok det bedste valg jeg gjorde. Det gik lige i benene og de sidste 35-40 km gik fantastisk og jeg endte med et snit på 31,6 og en topfart på 63 km/t – det hurtigste jeg nogensinde har kørt. Jeg var dog lige ved at dreje af til en tredje omgang, men kom heldigvis i tanke om det før der opstod en farlig situation.
 

T2

Da jeg efter at have tonset ind ad strandvejen med næsten 50 km/t klikkede jeg stille og roligt ud og kravlede af cyklen – ville ikke risikere at vælte og være til grin ;) Jeg blev herefter guidet hen til, hvor jeg skulle stille cyklen. Herefter fandt jeg hurtigt min pose med løbetøj og lavede et hurtigt skift. Lige inden jeg smed posen igen fik jeg også hevet min cykelvest af og så gik det ellers i rygende fart ud på løbet.
 

Løb

Så kom jeg endelig til løbet. Min yndlingsdisciplin. Endelig hjemme. Jeg løb derfor ud med mod på at overtage verden. Dette mod blev heller ikke mindre af, at mine forældre, samt min moster og onkel stod og heppede, lige da jeg nåede ud på vejen. Jeg synes der var god fart i benene og da jeg kiggede kort på uret sagde det 4:37, hvilket var perfekt. Jeg valgte derfor bare at lade benene bestemme farten. Da jeg så kom rundt og skulle til at løbe op mod Bruuns var næste optur der. Der stod en frivillig, i form af en lille pige og hun heppede på hendes egen helt fantastiske måde. ”Kom så!”, ”I er alle sammen seje!”, ”der er ikke så langt igen!”. Kæft, hvor var hun skøn – tak til hende!

Sådan fortsatte jeg og da jeg nåede vendepunktet ved Bruuns var jeg nærmest ved at flække sammen af grin. Det var sådan, at vi fik forskellige farvede armbånd efter, hvor mange runder vi havde taget. Ved vendepunktet stod således en pige og skreg af sine lungers fulde kraft: ”Rød!”, ”Grøn”, ”Grøn” osv.. Det var simpelthen så komisk.

Jeg fortsatte videre mod energidepotet, hvor jeg snuppede et glas Cola og det hjalp lidt på mavepinen, der ikke helt havde sluppet mig. Rundt om Stadion ned til FFD Kralupy fanzone, hvor der var kæmpe opbakning og alle jeg kunne nå fik lige en High-five! Da jeg nåede depotet igen tog jeg igen lidt cola pga. maven, det viste sig dog at være dumt. Da jeg nåede Bruuns igen begyndte maven at blive godt sur og da jeg således nåede Stadion anden gang måtte jeg vente 1½ minut, fordi jeg ikke kunne løbe videre pga. maven. Resten af turen var derfor nærmest ren overlevelse i forhold til maven, som virkelig gjorde ondt. Jeg fik dog endnu en gang optur over først fanzonen og dernæst en veninde fra København, der var i Aarhus.

Sidste runde var rigtig hård og selvom jeg kunne se, at jeg halede ind på nogen fra klubben kunne jeg bare ikke presse mere på. Da jeg kom forbi fanzone sidste gang blev jeg overhalet af den nye kvindelige klubmester – tillykke til hende!

Da jeg så kom ind på opløbsstrækningen kunne jeg slet ikke mærke maven pga. den opbakning og følelsen af at have gennemført en halv ironman. Hold nu op, hvor var det fedt!
 

Efter

Her dagene efter er jeg stadig høj. Status er, at jeg blev nr. 28 af 68 i min age-group og det er jo fint, alt taget i betragtning. Næste år skal det selvfølgelig gøres bedre, for der rykker jeg op til en hårdere gruppe, hvor flere fra klubben også er i. Samtidig venter den fulde distance, hvilket jeg glæder mig meget til! Synes egentlig kroppen reagerede fint på den halve, så mon ikke den hele også kan tages.

Min krop har generelt taget det rigtig godt og den gør ikke så ondt som jeg havde frygtet. Jo. Mine lægge gør da ondt og jeg bruger ivrigt mine tubes, som gør det hele lidt lettere. Min tå, som jeg fik en skade i, i foråret er også godt sur på mig, men den kommer sig nok.

Jeg er generelt bare helt ovenpå og har nærmest lyst til at tage en til i weekenden, hvis det skulle være. Dog tror jeg, at jeg venter lidt. Måske tager jeg en kvart i Silkeborg i august, men hovedfokus er Berlin Marathon og at få styr på maven. Det betyder, at der skal testes gels med videre og trænes hårdt hen over sommeren. Derudover er der også mit lille projekt barfods- og trailløb, hvilket har betydet, at jeg lige har købt to par Vivobarefoot sko i KeepRunning – ups… (#grejnørd)
 

Afslutning

Som afslutning på disse to artikler vil jeg gerne sige tak. Tak til FFD Kralupy Tri, som giver gåpåmod og er en kæmpe motivationsfaktor, både med den kyniske humor, de gode skulderklap, smil og venlige personer, samt den sindssyg hårde træning. Jeg vil sige tak til mine forældre for at støtte mig. Tak til den del af min omgangskreds, der ikke dyrker tri, for at I udholder mine episoder, hvor jeg ikke kan snakke om andet. Tak til triudstyr, for at lade mig dele min oplevelse og får at yde en fantastisk support i valget af udstyr og lignende. Tak til Christian ved Bike Connection for at toptune min cykel og give gode råd til vedligehold. Sidst, men ikke mindst: Tusind tak til min kæreste, der støtter mig i min sport og er overbærende i forhold til den tid træningen tager. Tak!
Til toppen