Skrevet af Maja Stage Nielsen

Da jeg kom hjem fra EM og havde afsluttet 2009 sæsonen, ringede jeg til landstræneren og sagde: “Jeg vil gerne melde fra til landsholdet, jeg tager til Club La Santa” Det var ikke bare en 1 uges ferie, men et job der var planlagt til at vare 9 måneder - endte dog med at blive 2 år.

Efter 5 år på Dansk Golf Unions talent- og landshold havde jeg brug for at der skulle ske noget nyt. Jeg tog til Lanzarote i håbet om at komme til at savne at spille golf, så jeg kunne komme tilbage med motivationen i top og evt forsøge at finde et scholarship i USA. Jeg var golf instruktør så golfen var ikke helt væk og jeg havde mulighed for at give en masse tilbage til glade motionister - Hvilket jeg synes var fedt. Jeg har altid godt kunne lide at løbe, glæden blev bestemt ikke mindre med Lanzarotes natur og klima og det var her, jeg fandt ud af at jeg er god til det.

Jeg havde været på La Santa et par uger, og netop løbet fra en stor gruppe af Green Team drengene, da min nye kammerat og triatlet Ben Powell sagde: “Before you go home we will turn you into a triathlete instead of a golfer” - han fik ret… og han har sammen med Helle Frederiksen været min træner lige siden.

I starten brugte jeg Club La Santas cykler og kørte i mit løbetøj og -sko. Derfra tog det fart og jeg elskede det. Så snart jeg kunne komme til det var jeg ude at træne og kørte de små lokale stævner. Det gav hurtig udvikling. Så var der bare lige svømning… det var svært, og er stadig svært! Men øvelse gør mester ;)

Det var pga triathlon jeg blev et ekstra år på La Santa, jeg havde glemt alt om at jeg ville hjem og spille golf, nu gjaldt det om at blive så god en triatlet som muligt. Jeg var hurtigste AG’er ved IM 70.3 Mallorca i 2011 og kvallede til IM 70.3 VM i Las Vegas 2011 i AG 18-24.

Siden har jeg vundet 3 DM titler, mellem distance tri 2014 og 2015 samt 2014 duathlon. Fået udtagelse til elite landsholdet og vundet 2x EM bronze, ETU European Champs - Challenge Paguera-Mallorca 2014 og ITU European Champs long distance Duathlon - Powerman Holland.

Siden jeg startede i sporten har jeg haft drømme og mål om at komme til Hawaii, dog har det været vigtigt for mig at blive så god en altet som muligt inden. Fra starten har jeg været afklaret med at mit svømme niveau ikke er, til at konkurrere, på det niveau jeg gerne ville, hvis jeg kørte kortdistance. Derimod passede mellem distance godt, -ingen draft og god tid til at hente det mistede på de 21km løb. Distancen er samtidig heller ikke længere end at man som ny i sporten kan arbejde på at udvikle fart mens man opbygger en god base, hvilket er nødvendigt for på sigt at kunne gøre sig på langdistance.
 


I 2016 kommer jeg til at køre en del stævner på “hjemmebane” - forstået som internationale stævner i Danmark - I og med at jeg kører både Challenge Denmark og Challenge Fredericia, men inden det skal jeg forsvare min bronze medalje ved Powerman Denmark der er EM Duathlon i år.

Ved siden af sporten er jeg blevet fysioterapeut og arbejder nu et par dage om ugen som golffys hos EmCare i Esbjerg.

Dit største triathlonmål:
Etablere mig i verdenstoppen, og vinde over de bedste.

Næste store indkøb:
Min søsters fødselsdagsgave - Nok mere af tanke end beløb, men hun betyder meget for mig.
Ellers flybillet, så jeg kan komme på træningslejr i USA.
Og så glæder jeg mig meget til at modtage min nye Shiv S-works med CeramicSpeed lir samt øvrigt udstyr til 2016 fra mine sponsorer- Skechers, SUUNTO, 2XU, Specialized, 32GI og Bliz.

3 ting folk ikke ved om mig:
  • Har som amatør haft wildcard til at spille med på Ladies European Golf Tour (2 af de 4 gange den var i Danmark)
  • Elsker at lave mad, særligt at bage kager - og spise dem
  • AG 18-24 Europamester lang duathlon
Til toppen