Skrevet af Dion Moesgaard Tang

”ENDELIG ER DEN HER!”. Ja, det var sådan cirka min reaktion, da vi fik Catlikes nye enkeltstartshjelm ”Rapid” hjem. En top-fed hjelm som vi efterhånden har ventet på i over et år. Derfor blev jeg også ret så glad, da jeg fik at vide, at jeg skulle skrive en lille anmeldelse om den. Samtidig er det en ret eksklusiv version, der kun kommer 140 styks af i hele Danmark, Norge og Sverige. Denne ”Limited Edition” findes i Sort og Hvid, hvor jeg har fået fingre i den sorte version. I det nye år kommer Rapid så i en mere ”almindelig” udgave i mat-sort med farvede stafferinger.
 


Hvis du ikke ønsker at læse hele min lange smøre får du her en kort opsummering:
  • Pasform og Vægt: Suveræn pasform med gode justeringsmuligheder, og en vægt, der næsten får dig til at glemme, at du har hjelmen på.
  • Ventilation: Store luftkanaler sikrer god ventilation over ører og henover hovedet.
  • Konstruktion: Stump hale, der giver god aerodynamik og lader dig bevæge hovedet. I det hele taget en stærk konstruktion med få mangler.
  • Montering af visir: Lidt besværlig og man skal lige øve det et par gange.
  • Tilbehør: Hjelm, hardcase, holder, mørkt visir, og gennemsigtigt visir.
  • Pris: 2399,- for Limited Edition. En rigtig stærk pris i forhold til konkurrenterne.
Overordnet: Catlike har lavet en top-fed enkeltstartshjelm til triatlon, der lever op til ventetiden. Suveræn pasform og vægt er nøgleordene, og ventilationen er også som den skal være. Eneste minus er montering af visir og det tynde plastik over ørerne, men ingen af delene er i vejen når man tager hjelmen af eller på, hvorfor det ikke virker til at ville være et problem til konkurrence.
 

Anmeldelse af Catlike Rapid Tri enkeltstartshjelm

Udpakning og Tilbehør

Normalt når man pakker en hjelm fra Catlike ud, trækker man inderkassen ud og så har man egentlig hjelmen. Ved Rapid trækker man inderkassen ud. Åbner den medfølgende hardcase og så sidder Rapid hjelmen egentlig på en lille holder. På den måde er det en hel præsentation, hvilket den danske distributør også sagde var tanken bag.
 


Om man er til den slags er selvfølgelig meget individuelt, men personligt kan jeg enormt godt lide, at der er gjort noget ud af indpakningen når man køber et premium-produkt.

Når man så har pakket hjelmen ud kan man se, hvad man får for sine penge. Jeg har det sådan lidt, at hvis man køber en hjelm til den pris, som Rapid har, forventer man at få mere for pengene end blot en hjelm. Det får man også!
 


Som det ses på billedet indeholder hele pakken: Rapid Tri enkeltstartshjelm, hardcase, holder til hjelm, ekstra visir, samt pose til visir. Altså får man to visirer med i pakken, så du har til både solrige dage, såvel som overskyede dage. Sammen med det ekstra visir får man desuden en pose til at opbevare visiret i, så man ikke ridser det. Lækkert.

Sidst har hardcase beholderen til hjelmen en rem, der kan klikkes fast på eksempelvis en taske, eller et bike-rack, eller man kan bruge remmen som håndtag.

Visirerne
Visirerne er desuden lavet så de ikke kun passer til de specifikke vejrforhold i farven, men også i konstruktionen. Således er det mørke visir lavet så man får maksimal ventilation over ørerne, hvilket kan være rart på varme dage. Det lyse visir lukker derimod lidt af for ventilationen, hvilken igen giver mening i forhold til de vejrforhold visiret vil blive brugt under. Man kan selvfølgelig også vælge at bruge hjelmen uden visir med egne solbriller, hvor hjelmen så vil blive endnu mere åben.
 


Eneste ”men” er, at man kunne godt have arbejdet mere med måden visiret blev sat fast på. Visirerne sættes fast med magneter, men derudover er der nogle ”klips”, der skal sidde i hak på siderne. Man skal lige vrikke lidt med det og sådan for at få det til at sidde ordentligt, men når det så sidder, så sidder det godt. Den nemmeste måde jeg har fundet er, at først sætte den midterste magnet på først og derefter krænge siderne fast. Men fordi det er lidt besværligt er det ikke lige i de sidste minutter inden start, at man skifter visir, men det ville i det hele taget være fjollet.

Holder
I forhold til holderen til hjelmen er det et ganske godt påfund. Den hjælper for det første med at holde hjelmen sikkert på plads i hardcase-boksen, men samtidig kan man bruge den til efter træning, hvis man lige ønsker at lufte hjelmen.
 


Selve holderen er lavet så den holder hjelmen på plads ved hjælp af de to store luftkanaler inden i hjelmen, hvorfor hjelmen sidder godt fast. Derudover er designet ret simpelt og hvis man har et cykelrum er holderen en ideel måde at udstille sit pragteksemplar af en enkeltstartshjelm.
 

Udseende

Udseendet på Rapid er råt og simpelt. Mat sort med enkelte hvide stafferinger og et hvidt Catlike logo i panden. Derudover er det mest markante de store luftkanaler fortil og ved ørerne. Ellers er der egentlig ikke så meget andet at sige og jeg vil lige lade billederne tale for sig selv:
 
 
 


Selve hjelmens form er den efterhånden ret så populære ”afstumpede” form, som man ser mange professionelle cykelryttere og triatleter køre med. Fordelen ved denne form er, at hvis man har tendens til at skulle dreje hovedet af og til, så får man ikke en nær så stor aerodynamisk ”bøde”. Samtidig rykker sidevind heller ikke så hårdt i hovedet, som ved de mere konventionelle langhalede enkeltstartshjelme.
 

Pasform

Pasformen er som man vil forvente af Catlike. Intet mindre end suveræn! Størrelsen på Rapid er en One-Size-Fits-Most, hvilket betyder, at hjelmen passer på hovestørrelser fra 54 cm til 59 cm, men i realiteten nok helt ned til 52 cm.

Dette brede spænd og den gode pasform er hjulet af det samme ”bur” som sidder på Whisper, Mixino og Leaf, hvilket betyder, at man har enorme muligheder for justering. Samtidig justerer dette bur, efter min erfaring, mere eller mindre sig selv så man reelt set kan pakke hjelmen ud, skrue buret til i nakken, og så er det ellers bare med at komme afsted.

På billederne herunder ses, hvordan justering foregår:
 


Justering i nakken foregår via en skruemekanisme, som man også nemt kan komme til når man cykler. Derudover er der to nakkestøtter, der kan justeres i bredden. Hele nakkestøtten kan desuden justeres i højden.
 


Sidejustering kan være op og ned og samtidig har man den grå pude, som kan justeres frem og tilbage, alt efter, hvad der er mest behageligt.

Desuden har Catlike sikret, at der hvor hjelmen har kontakt med eksempelvis dine ører, så er plastikken polstret. På den måde er det sikret, at hjelmen ikke gnaver nogen steder.

Pasformen hjælpes desuden af den utroligt lave vægt, som ligeledes er et punkt, der gør Catlike kendt. Med min egen Leaf hjelm har jeg nogle gange oplevet, at jeg helt har glemt, at jeg havde den på, og at jeg lige skulle sikre det inden jeg satte fuld skrald på. Sådan er det ikke helt med Rapid, fordi det er en mere lukket hjelm, men det er tæt på. Vægten for hjelmen er således på blot 394 gram. Det er bestemt ikke meget for en enkeltstartshjelm!
 


Eneste minus i forhold til pasform er, at hjelmen kan virke lidt skrøbelig nogle steder. Det er i sær på flapperne, der sidder over ørerne. Det er dog et problem jeg også har set ved mange andre enkeltstartshjelme. Forskellen er blot, at Catlike har lavet en meget åben bund, som betyder, at jeg med Rapid ikke har oplevet at skulle rykke i siderne for at få hjelmen krænget ned over mit grødhoved, så på den måde tror jeg ikke, at det er et problem.
 

Ventilation

Ventilationen i hjelmen kommer fra fire huller fortil og fire huller bagtil. Konstruktionen er lavet således, hvor der er en åbning fortil er der en tilsvarende åbning direkte bagtil. På den måde kan man kigge direkte igennem hjelmen gennem luftkanalerne.

Luftkanalerne sidder henholdsvis foran ørerne, ud bagved, og i panden, ud i nakken. På den måde får man meget luft dirigeret over de steder, hvor man normalt bliver varm, når man har en enkeltstartshjelm på. Luftkanalen, der begynder i panden, har desuden to store riller, der går hen over hovedet hen til ”udgangen”, hvilket betyder, at der er meget luft, der kan glide hen over hovedet og køle én ned.
 

Konklusion

Alt i alt har Catlike med Rapid Tri lavet en hjelm, der i mine øjne er perfekt til triatlon. Den stumpe hale gør, at man får større bevægelsesfrihed i bøjlen og man skal ikke frygte sidevinden. Den åbne bund gør desuden, at man nemt kan tage hjelmen af og på, uden at skulle bekymre sig om at ødelægge den.

Som ved andre Catlike hjelme er pasformen, vægten og ventilationen i top. Man har valgt at bruge det samme bur, som man også bruger ved Mixino, Whisper, og Leaf, hvorfor det er en gennemtestet og rost pasform, Rapid tilbyder. Kombineret med en vægt på 394 gram, med visir, har man næsten følelsen af ikke at have en hjelm på hovedet. Sidst men ikke mindst, sørger de store ventilationskanaler for, at hovedet nok skal forblive køligt, selv på varme dage. Samtidig kan man med det lukkede visir sagtens bruge hjelmen på køligere dage og ikke frygte nedkøling.

Alt i alt en af de mest velkonstruerede hjelme til triatlon jeg har haft fingre i.
Til toppen