Skrevet af Martin Brøndum Klode



På søndag løber Danmarks største triatlonevent af stablen - KMD Ironman Copenhagen. Mere end 2.000 deltagere skal svømme 3,8 km, cycle 180 km og afslutte med at løbe et marathon på 42,2 km. I ugen op til en sådan event er det vigtig, at kroppen får hvile uden at gå i stå. Jeg har selv "fornøjelsen" af at stå på startlinien på søndag, og til trods for der ligger mange ugers hård træning bag, så finder jeg netop denne uge den værste i hele forløbet. Forklaring følger!

 

"Er du klar?"

Dagligt bliver man spurgt af interessede kollegaer, venner og familiemedlemmer om man er klar. Det er i en god mening og med interesse, hvilket jo er rart. Selvfølgelig er man klar, og er man det ikke, så er der ikke det store at gøre ved det. I en uge hvor kroppen skal hvile inden den enorme fysiske udfordring, kan man ikke lige løbe 5 benhårde intervaller eller cykle 200 km i højt tempo.

Netop det faktum, at man er nød til at geare ned og træne mindre både i forhold til intensitet og mængde, er forfærdelig. Kroppen er spændt op til meget træning, og selvom der er træningspas i løbet af ugen, så føles det bare ikke som træning. Mentalt kommer tvivlen på formen og evnerne, og det er jo håbløst. De mange måneders træning har skabt et formsfundament, som ikke forsvinder på en uge.

Mental opladning eller afladning?

Ved indgangen til "Race Week" kommer eventen pludselig tæt på. Hele ugen lever man med en mental dobbelthed. På den ene side vil man gerne være fri/have det overstået, på den anden side opbygges der en spænding/forventning/glæde over man endelig skal i ilden.

Kunsten at lade op er svær selv for top proffesionelle, til glæde for sportspsykologer og andre med evner indenfor området. Det handler kort og godt om forholde sig til, hvad der kan gå galt, uden at lade frygten overtage, blokke alle de ting ude som man alligevel ikke kan ændre, og bruge tiden aktivt på at få en god fornemmelse i maven. Det lyder let, men de fleste sidder time for time på flere vejrtjenester i håb om at regnen , vinden eller temperaturen har ændret sig til ens fordel. Gør man det ikke selv, så skal omgangskredsen nok minde en om, hvor let man punktere, hvis det regner, hvor hårdt det er at cykle i vinden, samt hvor meget væske man mister ved høje temperature.

Den konstante sult

Efter flere månederne med meget og intensiv træning er kroppen indstillet på konstant at få energi indenbords. Det er blevet indtaget med god samvittighed, for man har jo forbrændt meget efter de mange timers træning. Denne gode samvittighed forsvinder brat, for i denne uge spiser man det samme, men træner langt under det halve.

Man skal "Carbo Loade" siger de kloge, men det er jo ikke lig med at æde sig skidt tilpas. Begrebet bliver misforstået for essensen er at depoterne skal fyldes, men ikke overfyldes.

Personligt spiser jeg det samme som altid men prøver at reducere mængden, så jeg er sulten hele ugen.

Skal man barbere ben?

Usikkerheden om hvorvidt træningen har været tilstrækkelig i forhold til målsætningen sidder dog altid i baghovedet. Særligt fordi man netop kører på et noget lavere blus end tidligere. Det giver en god nervøsitet og respekt for distancen, som skal være til stede, hvis man vil performe godt. For at kompensere for denne usikkerhed begynder man at gå ned i nogle detaljer, man ellers aldrig har tilskrevet nogen værdi. Skal man barbere sine ben? Skal man have en eller to dunke med på cyklen? Skal man cykle med eller uden strømper? Alle sammen ting man ikke har haft inde i træningen, man nu i 'sidste øjebliks panik' overvejer.

Al sund fornuft og logik siger, at man ikke skal begynde at eksperimentere med noget så tæt på en konkurrence, og det princip holder jeg også fast. Hvis du spørger hvorfra snitsårerne på mine ben kommer, vil jeg blot svare:" Jeg faldt ned af trappen."


"Race Week" er "Hell Week"
Til toppen